Making it a happy day: januar 2015

...
so to say.

Som
I ved, skiftede jeg familie den 13. december 2014, hvilket jo altså var én uge
inden jeg tog to uger hjem på juleferie i lille Danmark. 

Bootcamp hos The Daniels

Min
første uge hos min nye familie blev brugt som oplæringsuge - eller bootcamp,
som JC (faren) jokende kaldte det. I denne uge var jeg sammen med mormoren og
morfaren, der siden 1. december havde passet Nora (mit nye barn), da den
tidligere au pair tog hjem der. Sammen med dem fik jeg lært de forskellige
rutiner og veje frem og tilbage til diverse aktiviteter. Jeg fik ikke så meget
tid i køkkenet, da mormor lavede mad hver dag. 

Ej! Hvor ærgerligt!

Ironi
kan forekomme. 

Dog
fik jeg styr på alt andet. Jeg fik gode tips til parkering af bilen, som holder
i en garage i kælderen, som jeg skal bakke ned. Lidt besværligt, men det går.
(billede kommer senere). Ud over det fik jeg mødt farmoren og farfaren også,
som er det sæt bedsteforældre, jeg skal snakke med, hvis jeg har nogle
problemer, da de bor 15 minutter væk i bil (La Defense). Mormoren og morfaren
bor nemlig i Sydfrankrig - så de kommer nok IKKE lige forbi, hvis jeg har
problemer ;-). 

Nye venner

På
den skole, hvor Nora går, har jeg allerede fået mig nogle nye venner! Hvilket
er super lækkert! To af dem er fra Sverige og har vist tænkt sig at hive mig
med ind i deres venneflok herfra vores område. En tredje er fra England, men
hende har jeg ikke nået at snakke så meget med endnu - det kommer. 

Jeg
har selvfølgelig også stadig (næsten) alle mine dejlige venner fra Danmark;
nogle er jo taget hjem og andre er taget videre ud i den store verden. En af de
andre danskere bor 2-3 km fra mig og vi har allerede været ude at opleve et
lille slot, hvor Napoleon har boet + været på det lækreste Crêperi i St.
Germain en Laye. 

MUMS!

Egentlig
skulle vi have været en tur ind til - og ovenpå - Triumfbuen, men grundet al
den terror, der har været, syntes vi, at det var en aldeles dårlig idé at
opsøge en af de allerstørste turistattraktioner i Paris.

Terrorisme er mindre spændende.

Selvom
mange af Jer har haft kontaktet mig med varme tanker for at høre, om alt stadig
var vel gennem terroren, vil jeg alligevel lige skrive lidt her. Terror er jo
aldrig sjovt. Uanset hvor det er. Men jeg må indrømme, at det er noget andet,
når det ligepludselig  er kommer meget, meget tæt på. Godt nok 15-20 km
fra, hvor jeg bor, men kun 1-2 km fra, hvor jeg går i skole. Heldigvis var jeg
i onsdags, hvor det hele startede, i Montesson og i Chatou (forstader i
Vestparis). Så langt fra terroristerne. Men de følgende dage, mens de tre
stadig var på fri fod, har alligevel været lidt ængstelige, for man vidste ikke
helt hvad, hvordan og hvornår. Der blev nemlig snakket meget om nye angreb.
Alligevel valgte jeg fredag formiddag at tage i skole, da det er vigtigt ikke
bare at 'stoppe med at leve'  selvom man selvfølgelig stadig skal være
forsigtig. 

Nervøs, men levende.

Situationen
er blevet omtalt meget - både herhjemme, i skolen, blandt venner og også med
dem helt hjemme i Danmark. Det har været nervepirrende og jeg må indrømme, at
jeg faktisk var meget glad og lettet, da jeg fik at vide, at terroristerne var
blevet dræbt. Jeg er ikke glad for de menneskeliv, der er gået tabt, men glad
for at ondskaben blev fjernet. So far.

Je suis Charlie!

"Jeg
er Charlie". I dag har der også været 3-4 millioner mennesker samlet i
indre Paris grundet terroren. Over 50 premiere ministre, statsministre - you
name it - var også tilstede i dag. Jeg var selv på vej derind med to af mine
gode veninder, men vi blev enige om, at drikke kaffe i stedet, da der var lidt
nervøsitet omkring et nyt angreb. Hvilket jeg godt forstår. Jeg ville nok selv
have taget ind til de andre danske piger, hvis det ikke lige havde været for de
totalt for propfyldte metroer. Det var på ingen måde muligt at komme ind i
nogen af de metroer, der bare den mindste smule kørte i retning af marchen.
Hvilket også betød, at jeg endte med at måtte gå fra Opéra til Les Halles før
jeg kunne komme på en metro til St. Michel, hvor jeg mødtes med pigerne. Der
var fyldt med mennesker overalt, men vi fandt alligevel frem til en lille,
hyggelig café i Maraiskvarteret og efter et par timer dér gik vi tilbage til
St. Michel og spiste lækre crêps! Mummelumme! :b

Solen skinner alligevel

Gennem
skyerne fra terrorangrebet, har det alligevel været en god uge hos min nye
familie. De er super søde og glade altid. Faren, Jean-Christophe (JC), har en
typisk far-humor og er generelt meget spøjs. Moren, Valerie, er altid sød og
glad! Jeg snakker meget med hende om ca. alt. Hun kommer med gode råd og
vejledning og så videre. Pigen, Nora, er en super sød, klog og aktiv niårig,
der går til klaver, ballet og golf! Plus, at hun lige pt. også har
skolesvømning. Hun går på en internationalskole, hvilket betyder, at jeg kun
skal snakke engelsk med hende, så hun kan blive ved med at forbedre sig. Det
betyder selvfølgelig, at noget af min franske snak bliver fjernet - dog vil jeg
på sigt kun snakke fransk med forældrene, så jeg kan forbedre mig. Pt. tager vi
det lidt roligt, så jeg lige kan falde ordentligt på plads og sådan.

Alt i alt er jeg glad.

Også
selvom jeg pga. skader og nu også skinnebensbetændelse må slappe af med løbet.
Det betyder, at mit 1/2 marathon vil blive udskudt til senere på året og at jeg
nok desværre må indse, at en 1/2 Ironman nok ikke er muligt i år. Det er
ærgerligt, men det er også vigtigt at respektere kroppens begrænsninger. Nu,
hvor løb er udsat et par uger, vil jeg i stedet få svømmet en masse. Jeg har
også fundet et standartprogram på Forsvarets app, som jeg vil bruge til stadig
at holde mig i form, mens jeg samtidig vil benytte de muligheder, vi har
stående i kælderen her: romaskine og cross trainer. Så kan den
skinnebenbetændelse rende og hoppe, kan den! 

Thumb up

Kan
man sagtens snige ind i et godt træningsprogram! Og det gør vi også! I fredags
var jeg nemlig med familien på restaurant, hvor vi alle spiste pizza. Jeg endte
da også med en - hvad jeg vil kalde stolt - thumb up efter at have slugt den
sidste bid af min kæmpe pizza. Hvad kan jeg sige? Jeg kan da ikke lade sådan en
lækker pizza blive smidt ud! Tjeneren syntes vist også, at det var lidt skægt -
men what the heck! I love it. Pizza is like the best thing. Ever. 